Glaskunst på Tommerup bibliotek
Biblioteket i Tommerup har fornøjelsen af at udstille Anna-Lisa Kielstrups utroligt flotte glasarbejder. Det er fade og skåle i meget specielle former og farver, som man ikke ser andre steder.
Anna-Lisa Kielstrup har altid tegnet og malet. Hun begyndte allerede som 13-årig at male porcelæn. Det har nu udviklet sig så meget, at hun underviser i glas- og porcelænsmaling. Ydermere kan Anna-Lisa Kielstrup kunsten at forme glas (koldformning), hvilket også ses på de meget spændende former hendes fade har.
Det er ikke kun i den skrøbelige afdeling, at evnerne sprudler. I de seneste år har hun også kastet sig over akvarelmaling. Det er yderligere en stor glæde for kunstneren, da det giver muligheden for at arbejde ude i naturen.
Naturens farver og blomster bliver også malet på stearinlys, så fine at det næsten er synd at tænde dem!
Anna-Lisa Kielstrup har gået på mange kurser for at dygtiggøre sig. Hun har bl.a. lært akvarel hos Birgit Clausen i Tommerup og haft billedformning på Kolding Seminarium.
Nu er Anna-Lisa blevet så god, at hun underviser andre, bl.a. på Pårup aftenskole og i Aktivitetshuset i Kochsgade.
Kig også forbi hendes hjemmeside www.alkdesign.dk og se de flotte ting, hun har lavet.
Det er muligt at se udstillingen på Tommerup Bibliotek frem til den 18. marts i bibliotekets åbningstid.
Siden er oprettet 05.02.2010. Siden er opdateret 11.03.2010.