Udstilling i Galleriet på Industrien, Aarup Bibliotek.
September måneds udstiller på Industrien er Annemarie Bang fra Frederikshavn.
Hendes arbejdsområder er mange bl.a. malerier, som hovedsageligt er acryl og blandform,
desuden udsmykningsopgaver - store som små samt logo- plakat- og andet layoutarbejde.
I stigende grad indretningsopgaver – boligudsmykning, hovedsageligt i tilknytning til sin Interiør-, Kunst-, Livsstils- og Indretningsbutik: ”Kronen på Værket” i Frederikshavn.
Malerierne fabuleres enten frem af former, farver og ornamentik eller viderebearbejdes ud fra et konkret motiv.
Annemarie Bang arbejder meget med de grafiske virkemidler som skrift og mønster. Udgangspunktet er altid – hvad enten der er tale om det konkrete motiv eller mere "tilfældige" former - at gå tæt på og forstørre op.
De mere tilfældige former strammes i processen mere og mere op, mens et motiv som udgangspunkt nødvendigvis oftest må løsnes i sit udtryk.
Annemarie arbejder i alle formater og integrerer collage, kridt og bladguld i nogle af malerierne. Hun bruger hele farveskalaen, og dog er der næsten altid, når værket er færdigt, en overvægt af enten gyldne og blålige eller rødlige og grønne toner. Toner, fordi hun sjældent lader den rene farve stå. Der vil altid være mange lag, som blander farven for øjet.