Flot natur på Glamsbjerg Bibliotek
Årets sidste udstiller på Glamsbjerg Bibliotek bliver Reila Frost.
Reila Frost er uddannet som sygeplejerske og arbejder til dagligt i Assens Kommune som uddannelseskoordinator, indenfor ældreområdet.
Reila har altid tegnet og arbejdet kreativt. Hendes maler-karriere startede med at arbejde i akvarel, men et kursus på Snejbjerg Galleri, fik Reila Frost til at begynde at male med akryl.
Mange af motiverne til malerierne finder hun i naturen. Himmel og hav, bakkede landskaber, lysindfald gennem træer og grene, smukke blade og blomster – hver med deres eget farvespil og lys.
Som noget nyt, er Reila Frost begyndt at male portrætter og kravet er igen, at der skal der være liv og lysindfald i billederne.
Siden 2004 har hun modtaget undervisning af Inger Bærentzen fra Vissenbjerg. Det var også hende som gav skubbet til at lave udstillinger. Det er heldigvis blevet til en del udstillinger i årernes løb og nu senest på Glamsbjerg Bibliotek, hvor de flotte billeder
kan nydes i bibliotekets åbningstid fra 2. november og frem til jul.