Drabelige dragedage
Masser af drager på AssensBibliotekerne!
Så er de ”Drabelige Dragedage” overstået, og det er der bl.a. kommet hundredevis af flotte dragetegninger ud af!
I hele februar måned har masser af børn siddet rundt omkring på de 6 biblioteker i Assens for at tegne og klippe drager. AssensBibliotekerne havde udskrevet en konkurrence om de flotteste dragetegninger, og der blev indleveret ikke mindre end 206 fantastiske, fantasifulde og farverige dragetegninger i alt! Alene i Assens blev afleveret 109 dragetegninger!
Alle dragetegningerne kan ses de næste par uger rundt omkring på bibliotekerne i kommunen. Vinderne i tegnekonkurrencen er blevet kåret og har fået direkte besked. Præmierne afhentes på det lokale bibliotek, og man må selvfølgelig meget gerne få sin dragetegning med hjem, når den har været udstillet på biblioteket.
I skolernes vinterferie kunne børn og barnlige sjæle også opleve dragonologen, Bent Hansen, som havde medbragt sin kiste med en guldgrube af spændende drage-effekter. Børnene kunne se og røre ved bl.a. drageskind, dragetænder og drageæg, og Bent Hansen fortalte spændende fortællinger og facts om drager. Bent Hansen optrådte for 93 børn i alt på de 6 biblioteker i Assens Kommune.
Hvis man havde lyst til at leve sig ind i fantasiens og dragernes verden, var der også mulighed for at klæde sig ud som drage, ridder eller prinsesse eller at gå på opdagelse i "Dragens hule" i Glamsbjerg eller på prinsesseslottet i Haarby.
Siden er oprettet 10.03.2008. Siden er opdateret 04.04.2008.
Har du kommentarer til hjemmesiden, så send en mail til
webredaktionen.