Verden er ikke sort/hvid - Fotoudstilling på Industrien
Fotograf Tommy Jensen udstiller værker, der viser en ny side af hans arbejde, hvor gæsterne kommer til at opleve, at det er formerne der er i fokus. Nogle af billerne er ganske almindelige ting som ved første øjekast er svære at genkende. Andre er ganske ligetil, men gæsterne skulle gerne få et nyt syn på form. Trenden for tiden er at alle fotos skal være sort/hvid, men Tommy Jensen viser her bl.a. en fortolkning af kombination mellem sort/hvid og farver.
Tidligere har Tommy Jensen arbejdet mest med portrætter, fx udstiller han pt. nogle af sine fotos i Lægehuset på Skelvej i Assens, som portrætterer babyer med forældre.
Tommy Jensen - født 1958 i Middelfart - fik sit første kamera i hånden som 17-årig og har siden kun nødtvungent sluppet det, når han skulle passe skiftende jobs som fiskemester ved havbrug, pølsevognen på havnen i Assens og bag rattet af lastvognstog på Europas veje og rutebiler på de fynske.
Ind imellem har han bijobbet som lejlighedsfotograf og er især blevet kendt for sine anderledes børneportrætter og bryllupsbilleder, hvor han lægger vægt på at instruere ned til mindste detalje for at opnå et perfekt resultat. Desuden er han fast husfotograf ved Kulturcentret Tobaksgaarden i Assens, og har efterhånden portrætteret et bredt udsnit af de største navne inden for den hjemlige underholdningsbranche fra Michael Falch til Jokeren.
Fra oktober 2006 har Tommy Jensen realiseret sit livs store drøm og gjort sit bijob til en levevej ved at åbne fotografisk atelier i en sidefløj i Tobaksgaarden lige til venstre for hovedindgangen.
Udstillingen af Tommy Jensen kan ses fra 19. september til 19. oktober i Galleriet på Industrien.
Der er fernisering lørdag d. 19. september kl. 10-12, hvor alle er meget velkomne.
Siden er oprettet 14.09.2009. Siden er opdateret 14.09.2009.