”Vævning for alle” på Glamsbjerg Bibliotek
Fra mandag den 8. marts til og med fredag den 26. marts er det muligt at se en lidt speciel væveudstilling på Glamsbjerg Bibliotek.
4. klasse på Frøbjerg Orte Friskole havde i december 2009 taget imod opfordringen fra Hørvævsmuseet på Krengerup til at arbejde en hel dag med vævning, et håndværk som kun få børn får kendskab til.
Udstillingen viser et lille udvalg af de arbejder klassen har fremstillet. En hel del er foræret væk som julegaver!
Børnene var på museet fra kl. 8.30 til kl. 14. Efter en kort instruktion gik de i gang ved hver sin væv, der på forhånd var gjort klar af en gruppe vævekyndige blandt museets venner.
Billedet fra arbejdssituationen giver indtryk af stemningen, men den sidste times hektiske aktivitet med at færdiggøre og afslutte er ikke foreviget. Alt lykkedes dog, og alle børn fik et vævet stykke tekstil med hjem.
.
Med udstillingen ønsker Hørvævsmuseet at fortælle skoleelever på mellemtrinet, deres lærere og forældre, at det er nu i marts måned, at alle skoler i Assens Kommune får dette tilbud.