Rum
af Emma Donoghue, 2010
Jeg har lige læst en fantastisk roman!
Mor og søn er spærret inde i ”Rum”. Moren blev kidnappet som ung pige, og er siden blevet mor til Jack, hvis far naturligvis er kidnapperen. Vi møder Mor og Jack, da Jack lige er blevet fem år, og Mor, som noget nyt, fortæller ham, at der findes en verden udenfor ”Rum”.
Synsvinklen i bogen er drengens, og det er utroligt, hvordan Emma Donoghue formår at gøre denne synsvinkel troværdig: ”I dag er jeg fem. Jeg var fire i aftes, da jeg lagde mig til at sove i Klædeskab, men da jeg vågner op i Seng i mørket, er jeg blevet fem, hokuspokus-filiokus. Før det var jeg tre, så to, så et, så nul. ”Var jeg minustal?”. ”Hvad?” Mor strækker sig grundigt. ”Oppe i Himmel. Var jeg minus et, minus to, minus tre…?” ”Nej, tallene startede først, da du fløj ned.” ”Gennem Tagvindue. Du var meget ked af det, indtil jeg dukkede op i din mave.” ”Det er rigtigt.” Mor læner sig ud af Seng for at tænde Lampe, og han får alt til at lyse op, svish.”
Man kan naturligvis ikke lade være med at have virkelighedens Fritzl- og Kampusch-sager i baghovedet under læsningen, og det gør læseoplevelsen des mere knugende. Romanen er en gribende fortælling af høj kvalitet om, hvordan en kærlig mor og en kreativ søn overlever og skaber deres egen verden på blot 11 kvadratmeter.
Bogen blev shortlistet til The Man Booker-prisen 2010 - en pris, der i det hele taget er værd at holde øje med, hvis du kan li’ bøger, der er velskrevne og som skiller sig ud fra mængden.
Politikens anmelder tildelte romanen seks ud af seks mulige hjerter - noget jeg helt kan tilslutte mig!
Endelig iler jeg med at bringe uddrag fra Informations anmeldelse: ”Rum er original, morsom og skræmmende: en bevægende historie om, hvordan to mennesker skaber mening i situationer, der er ubærlige og utålelige”.
Dorte Stistrup
Bibliotekar
