Dr. Strangelove

Ja, de fleste har nok hørt om Dr. Strangelove. Men har du set den?
Dr. Strangelove bærer præg af at være kommet til verden midt i den kolde krigs koldeste tid, og truslen om atom-helvedet hænger tungt over filmen. Men det er det absurde i at hele verden kan ødelægges af en enkelt psykopat samt en række tilfældigheder der er det centrale tema i filmen.
For hvad gør man, når bombeflyene har ordrer om at afvise alle ordrer i krigstid… når det er en fejl at de er blevet sendt af sted? Hvad gør man, når soldater er trænet til at afvise enhver menneskelig fornuft – som de er nødt til, hvis krigen kommer – når den menneskelige fornuft er det eneste der kan standse katastrofen? Og hvad gør man, når der er et bombefly på vej mod fjenden, som naturligt nok er temmelig skeptisk overfor forsikringer om at det er en fejl?
Det er disse store spørgsmål der bliver stillet i filmen – og de bliver stillet med en kulsort humor der både passer til temaet og den sort/hvide stil.
Og selv om den kolde krig er slut nu, så er Dr. Strangelove ikke uaktuel. For som Jurassic Park stiller den de grundlæggende spørgsmål om menneskets fejlbarlighed, og den risiko man løber ved at gå ud fra at alting altid virker fejlfrit. Og den stiller frem for alt det vitale spørgsmål: Hvem sikrer sig at den der sidder med magten også er magten værdig?
Anne-Lise Krogh Andersen
Bibliotekar
Siden er oprettet 17.04.2008. Siden er opdateret 17.04.2008.
Har du kommentarer til hjemmesiden, så send en mail til
webredaktionen.
"Åbent bibliotek"
i Haarby kl. 7-22
hver dag
fra d. 14. maj