Jane Austen-film
Jane Austen blev for alvor populær i vide kredse, da filmatiseringen af ”Stolthed og Fordom” blev vist i fjernsynet for ca. 10 år siden - ikke mindst fordi helten blev spillet af Colin Firth, som vist vandt mange pigehjerter.
Jane Austen udsendte sine romaner i begyndelsen af 1800-tallet. De vandt straks stor anerkendelse og popularitet, og siden er Jane Austens bøger blevet regnet som hovedværker i engelsk litteratur.
Mange tror, at Jane Austens romaner er søde romantiske komedier, men heri tager man grundigt fejl, for de er langt mere end det.
Jane Austen havde en skarp og morsom pen og hendes beskrivelser af menneskers svagheder og naragtigheder er både morsomme og aktuelle.
Jane Austens hoved-ærinde var dog at beskrive de vilkår, som middelklassens kvinder levede under, og hendes bøger kan faktisk betragtes som nogle af de første kvindesagsromaner. Blev man ikke gift, ja så var man virkelig dårligt stillet!
Her er så et lille udvalg af de utallige filmatiseringer, som er blevet lavet:
Stolthed og fordom
(1995)
Mr. og Mrs. Bennett har fem giftefærdige døtre og ingen penge, hvilket er en stor ulempe, hvis man skal gøre sig håb om en god (rig!) ægtemand. De to ældste døtre, Jane og Elisabeth, er både smukke og kloge, så familien satser på at få dem afsat, og da der flytter en rig ungkarl ind på nabogodset, går Mrs. Bennett straks i aktion. Jane og Mr. Bingley, som den unge mand hedder, fatter straks sympati for hinanden, men værre går det for Elisabeth, som er fast besluttet på kun at gifte sig af kærlighed.
Filmatiseringen er meget tro mod romanen og alle roller er vel besatte. Der er lagt lidt ekstra romantik ind i filmen, men det gør vel ikke noget! Alt i alt en meget vellykket BBC-filmatisering.
Stolthed og fordom
(2006)
Dette er den nyeste filmatisering af romanen, og den er bestemt også meget vellykket. Miljøskildringen er her meget realistisk, og vores heltinde Elisabeth spilles fortryllende af den unge engelske Keira Knightly. Vores helt Mr. Darcy er dog ikke helt så overbevisende, som i BBC-udgaven.
Mansfield Park
(1999)
Vi følger den lille pige, Fanny Price, der af sin fattige familie sendes til sin velstående moster og onkel. Hun vokser op på deres gods sammen med sine fætre og kusiner, men der efterlades aldrig tvivl om, at hun er der på nådens brød, og at hendes stilling i huset nærmest er at sammenligne med en tjenestepiges. Som altid hos Jane Austen er der morsomme og sarkastiske skildringer af datidens standsmæssige klichéer, falskhed og arrogance, og vi får der ud over en meget realistisk skildring af, hvad det egentlig betyder for ens tilværelse, hvis man fødes fattig.
Instruktøren har holdt sig tæt til romanen, men formår alligevel at give den et nutidigt præg. Hovedrollen spilles overbevisende af Frances O’Connor, men også alle de andre roller er fremragende besat.
Fornuft og følelse
(1995)
Instruktøren Ang Lee står sammen med skuespilleren Emma Thompson for denne Jane Austen- filmatisering, og efter min mening har vi her at gøre med et mesterværk.
I centrum af ”Fornuft og følelse” står de to søstre Elinor (Emma Thompson) og Marianne (Kate Winslet), som er hinandens modpoler, nemlig den fornuftige Elinor og den følelsesfulde Marianne.
Filmen tager udgangspunkt i en social tragedie. Godsejeren Henry Dashwood dør uventet og efterlader sin kone og sine døtre uden tag over hovedet og med meget få økonomiske midler. Det er nemlig altid sønnerne, der arver, og denne søn og hans kone er både griske og hjerteløse. Søstrenes sociale deroute er fuldstændig – de flytter ind i et lejet hus, er uden midler og deres udsigt til at blive ”fornuftigt” gift er nærmest lig nul. Men mon ikke, efter en masse forviklinger naturligvis, at det lykkes alligevel. Skuespilpræstationerne i denne filmatisering er fremragende og foruden de allerede nævnte medvirker også Hugh Grant og Alan Rickman.
Og så til sidst to helt skønne film stærkt inspireret af Jane Austens romaner:
Clueless
(1995)
Denne highschool- komedie har hentet sin historie fra Jane Austens roman Emma. Ligesom Emma hos Jane Austen er Cher en forkælet overklassepige, som er bedre til at føre andre par sammen end at sørge for sit eget kærlighedsliv.
Historien fungerer perfekt i de moderne rammer og giver fuld bonus til Jane Austens ironiske stil.
Se eventuelt også den ”rigtige” Emma, her i en meget vellykket BBC-udgave.
Stolthed og brudgom
(2004)
En helt vidunderlig bollywood-udgave af Stolthed og fordom. Her synges og danses der gennem alle ulykker og ”lykker” så det er en ren fryd.
God fornøjelse
Anne Lezuik
Bibliotekar
Siden er oprettet 27.05.2008. Siden er opdateret 27.05.2008.
Har du kommentarer til hjemmesiden, så send en mail til
webredaktionen.
"Åbent bibliotek"
i Haarby kl. 7-22
hver dag
fra d. 14. maj