Smagen af stål - af Pia Tafdrup
Pia Tafdrups digtsamling fra sansekvinteten "De fem sanser"
Digtenes afvekslende indtryk skaber svingninger i mennesket selv, hvor forskellige grundstemninger efterlader et eksistentiel aftryk. Her trænger et overordnet spørgsmål sig på: for hvad er egentlig summen af et menneske? Når enkeltindividet bemærker en verden, der består ved sin følsomhed og orden, så bliver det selvsamme individ også i stand til at fornemme, og ikke mindst undres over en verden, som glimrer ved sin mangel på samme – og den kendsgerning alene udgør ikke mindst en stillingtagen til ens egen plads i verden.
Værksamlingen består af følgende: Smagen af stål (2014), Lugten af sne (2016), Synet af lys (2018), Lyden af skyer (2020) og Berøringen af hud (2022).
Smagen af stål (2014):
I dette første bind filtres stålet sammen med digtets øvrige udtryk, der som et fremmedlegeme blander sig med smagssansen. Det er stål, både som et metal, der skaber moderne bekvemmelighed og destruktion (som en association for eksempelvis et rullende tog og køkkengenstande). Stålet fungerer også som et udtryk for den menneskelige handlekraft, som når stålet etablerer en spænding eller sågar en ligevægtstilstand (jævnfør menneskelige kvaliteter, hvor der helt specifik er tale om at være ’stålsat’ eller ’skarp som en dolk’). Det er sanseligheden, det overordnede panoramablik, nærværet og fraværet, naturen og verdens tumultariske rum, der binder værkets indhold sammen, hvis overordnede tema er tab i forskellige afskygninger.
Stålet fungerer som en bredtfavnende metafor. Metallet bliver et billede for noget andet med sin fysiske tilstedeværelse. Man kan næsten tale om, at stålet blander sig med digtene og farver udtrykket, så man kan smage alle de uensartede elementer i ordene. Metallet består i alle sine varierende afskygninger som en gentagelse over verdens indeværende systematik, både i forhold til den verden vi bebor, når vi er færdes hjemme, når vi besøger byen, eller når vi hører om bombeangreb i udlandet. Stålet penetrerer livet og blander sig i processen med smagsløgene.
I digtsamlingen er der gjort plads til samfundskritik, når mennesket bemærkes for sin rovdrift og konstante jagt på naturens ressourcer i et vedvarende forsøg på at tilegne sig verden, her et uddrag fra digtet ’Høst’:
”Det er ikke længere nok
at plukke æbler og pærer fra træerne
eller grave metaller op af jorden,
nu skal der høstes guld og platin
fra fjerne asteroider i solsystemet,
udvikles mineraldrift
højt over stjernerne langt ude i rummet.
Det er kun en forsmag på mere.”
På den måde retter værket opmærksomheden mod tidens gældende omstændigheder: udvindingsdriften og samfundets acceleration. Det taler ind i en kulturnorm, hvor det formålsbestemte og forbrugsdyrkende menneske er et menneske, der aldrig kan blive stillet tilfreds. Udvidelsen af den menneskelig formåen bliver et incitament om at gribe ind i verden, ned i mulden, at høste byttet. Omvendt forholder det sig i digtet ’Strømsvigt’, hvor mennesket må finde tilbage til et fælles udgangspunkt:
”Lyset går, tv’et. Som en nyfødts
svævende blik
undersøger, om verden eksisterer, ser
alle i rummet hinanden.”
Teknologien er ikke ufejlbarlig, men får snarere en besk bismag af noget, der ligger uden for den menneskelige kontrol. De eksisterende omstændigheder tvinger givetvis mennesket til at stole på sine medfødte evner til at orientere sig i livet og i verden.
Skrevet af Lars Holm Andersen
Udgivet: Tirsdag 20. september 2022 • Opdateret: Fredag 28. oktober 2022