AssensBibliotekerne
Arrangementer for voksne

Painted edges: Dekorér dine bøger (Haarby)

Tid
15:00 - 17:00
Pris
Standard: Gratis
Sted
Haarby Bibliotek
Skolevej 10,
5683 Haarby
Kom til et kreativt værksted på Haarby Bibliotek, hvor vi dekorerer bøgers kanter med forskellige teknikker, og hvor vi hører om skriftens og bogens historie.

Har du hørt om fænomenet painted eller sprayed edges? Det er en ny trend inden for bøger, hvor man udsmykker siden på bogen.

For enhver bog rummer, udover det indholdsmæssige, en række fysiske kvaliteter, som både kan præge læseoplevelsen og bogens æstetiske udtryk. I mange billigere udgaver af bøger er disse elementer nedtonede, men et stigende antal forlag udgiver nu bøger med såkaldte sprayed edges, hvor bogens snit er dekoreret eller illustreret. På sociale medier har dette udviklet sig til en populær trend, hvor læsere udsmykker deres egne bøger.

Det vil vi nu også dykke ned i, så kom og deltag i et hyggeligt og kreativt værksted, hvor vi arbejder med forskellige teknikker til at dekorere bøgers kanter. Vi maler i hånden, anvender stencils og stempler og arbejder med både vandfarver, akrylfarver og akryltuscher. Undervejs – eksempelvis mens malingen tørrer – vil bibliotekaren fortælle om skriftens og bogens historie.

Praktisk

Biblioteket sørger for materialer og bøger til at male på.

Arrangementet er for unge og voksne.

Det er gratis at deltage, men husk at tilmelde dig her på siden.

Vi glæder os til at se dig.