Forklædt som Coldplay | AssensBibliotekerne

Forklædt som Coldplay

Kodaline cover
Photo: Cd-forside

Præsentation af gruppen Kodaline


Mens jeg (og mange andre!) har ventet på det nye album med Coldplay, er jeg i stedet faldet over en udgivelse med det irske band Kodaline. Det skete efter, at jeg i et engelsk musiktidsskrift havde set en overskrift, der hed noget i retningen af ”Forklædt som Coldplay”. Så blev jeg straks nysgerrig, og beskrivelsen er bestemt ikke helt ved siden af. Kodaline kan uden problemer sammenlignes med grupper som Keane og netop Coldplay.

 

Kodaline har fået et kæmpe gennembrud på de britiske øer og så småt også i resten af Europa.

 

Det er albummet ”In a perfect world”, som for alvor har slået gruppens navn fast. Måske kender du allerede de 2 store hits ”High hopes” og ”All I want”. Sidstnævnte sang har bl.a. været brugt i TV-serier som ”Grey`s hvide verden” og ”The Vampire Diaries”, og når ens musik er med i så populære serier, så er man sikret et ganske stort publikum.


Kodaline leverer frisk og absolut høreværdig pop/rock, som er helt perfekt fx i bilen. Selv om teksterne handler rigtig meget om kærlighed og knuste hjerter, så er det, efter min mening, alligevel positiv ”sommermusik”, og i disse dage er min biltur til og fra arbejde blevet til en lille fornøjelse med Kodaline som ekstra passager. Til sidst vil jeg lige nævne nummeret ”Brand new Day”. Det må simpelthen blive Kodalines næste store hit!


Kontakt AssensBibliotekerne, for så kan vi fx sørge for en ekstra og meget velkommen passager til din næste biltur, nemlig Kodaline og ”In a perfect world”.


God tur og god fornøjelse fra
Bibliotekar Jørgen Kristensen



Af: lrchr

Udgivet: Tirsdag 12. juni 2018 • Opdateret: Onsdag 23. september 2020