Lone anbefaler det nye Batman-spil
LEGO Batman: Legacy of the Dark Knight er lige udkommet - og det er overdrevent sjovt
Af Lone
Jeg ELSKER alle de klassiske LEGO-spil! Nu er LEGO Batman: Legacy of the Dark Knight lige udkommet, og det kombinerer velkendte elementer fra LEGO-spillene med nye forfriskende tiltag. Resultatet er et MEGAsjovt og udfordrende action-adventurespil.
Spillet følger Bruce Waynes historie fra hans barndom til hans forvandling til Batman. Superhelten tager også denne gang kampen op mod Gothams berygtede skurke, i en klassisk, humoristisk LEGO-fortælling.
Gameplayet bygger på de velkendte LEGO-mekanikker. Man kan smadre stort set alt omkring sig, mens man indsamler LEGO-klodser og bonusobjekter. Indimellem skal man bygge ting af klodser, og man finder nye dragter, figurer og køretøjer undervejs. Kampdelen er mere avanceret end før, og man kan både undvige, parere, angribe, kaste med kastestjerner og bruge specialangreb. Man kan også bruge taktisk angreb og fx snige sig ind på fjender eller angribe dem fra højere positioner. Alt introduceres gradvist og fungerer rigtig godt, uden at blive for komplekst.
Grafikken er superflot og detaljeret, og Gotham City fungerer som én stor legeplads med både missioner og et væld af frivillige opgaver. Man kan frit udforske byen – enten ved at hoppe fra bygning til bygning eller suse afsted i et sejt køretøj.
Både nybegyndere og fans vil føle sig hjemme, og med tre sværhedsgrader er der noget for alle spillere - både børn og voksne. Spillet kan også spilles af to spillere, hvilket er supersjovt.
De klassiske LEGO-spil er legendariske, og dette spil hører absolut til i toppen.
Lån også de øvrige LEGO-konsolspil - til Playstation, Xbox og Wii