Lone anbefaler 6 brætspil mere | AssensBibliotekerne

Lone anbefaler 6 brætspil mere

6 gode brætspil
Photo: Spilforsider

AssensBibliotekerne er begyndt at udlåne brætspil


Jeg ELSKER brætspil, og i min familie tager vi altid en bunke brætspil med, når vi fx tager i sommerhus med mine søstre og deres familier. Det er rigtig hyggeligt at samles om et godt brætspil, og her kan man være sammen på tværs af generationer på en sjov og nærværende måde. 

Se en liste over AssensBibliotekernes brætspil

Du kan også bestille brætspil fra andre biblioteker i landet via Bibliotek.dk.

 

Her er nogle flere af mine personlige favoritter:

Munchkin
Forrygende morsomt og skørt kortspil, som bygger på "Dungeons & Dragons"-universet. I skal bekæmpe monstre, finde skatte og dolke de andre spillere i ryggen. 3-6 spillere. Fra 10 år.

Citadels
Underholdende og taktisk kortspil, hvor I hver især skal bygge den største by. I har en ny rolle i hver runde, som giver jer en bestemt slags magt, og det skal helt klart udnyttes. 2-8 spillere. Fra 10 år.

7 Wonders
Udfordrende strategispil, hvor I skal bygge verdens 7 underværker. Det er vigtigt at finde den rette balance imellem fx kultur, millitær, landbrug og byudvikling. 3-7 spillere. Fra 10 år.

Pandemic
Meget omtalt og (desværre) aktuelt spil, hvor I skal samarbejde om at få udryddet alle de farlige sygdomme, der findes i verden, inden de spreder sig til en pandemi. 2-4 spillere. Fra 10 år.

Carcasonne
Klassisk og enkelt strategispil, hvor I kæmper om at bygge de største byer og de længste veje. 2-5 spillere. Fra 7 år.

Catan (også udgivet som Settlers)
Klassisk og supergodt strategispil, hvor I kæmper om at blive stormagt. I skal indsamle råstoffer og bygge byer og veje. 3-4 spillere. Fra 10 år.

 

Du er altid meget velkommen til at spørge mig om forslag til gode brætspil til netop DIG og din familie/venner! Du kan maile til mig på lrchr@assens.dk eller møde mig på biblioteket. Jeg er som regel på Haarby Bibliotek om mandagen kl. 10-13 samt på Assens Bibliotek om torsdagen kl. 14-18.

 

Rigtig god fornøjelse :-)

Lone Rahbek Christensen
Bibliotekar og spilanmelder



Af: lrchr

Udgivet: Mandag 25. oktober 2021 • Opdateret: Tirsdag 3. oktober 2023