Litteratur

Offentlige foredrag i Naturvidenskab: Kvantecomputeren

Oplev et foredrag om kvantefysik og kvantecomputere, livestreamet fra Aarhus Universitet til et sted nær dig.

Af biblioteket

Entanglement er en særlig ”sammenfiltring” mellem partikler i en kvantefysisk tilstand.
Illustration: Mette Høst, Niels Bohr Institutet

Partikler kan være flere steder på én gang, og fremtidens computere kan måske regne på måder, vi knap forstår endnu. 

Tirsdag den 20. oktober giver professor Klaus Mølmer en introduktion til kvantefysikkens fascinerende verden. Her opfører atomernes og molekylernes mikroskopiske verden sig helt anderledes end den virkelighed, vi kender fra hverdagen. 

Find information om dit nærmeste foredrag.

Kvantefysikken beskriver blandt andet fænomener, hvor partikler tilsyneladende kan være flere steder på én gang, og hvor målinger giver tilfældige resultater. Det lyder næsten umuligt, men teorien har siden begyndelsen af det 20. århundrede vist sig at kunne forudsige fænomener i fysikkens og kemiens verden med stor præcision.

Teorien, der revolutionerede verden

Foredraget handler også om den nye kvanterevolution og de teknologier, der bygger på kvantefysikkens mest paradoksale fænomener. Du kan blandt andet blive klogere på, hvordan kvantecomputere virker, hvor langt forskerne er kommet, og hvad de kan bruges til, hvis de bliver fuldt funktionsdygtige.

Både i Danmark og internationalt er der siden 1990’erne investeret store beløb i kapløbet om at udvikle kvantecomputere. De bruger atomare kvantetilstande til at regne på mange tal på samme tid og kan få stor betydning for fremtidens teknologi.

I efteråret kan du se frem til en række naturvidenskabelige foredrag fra Aarhus Universitet. Foredragene afholdes tirsdage kl. 19.00-21.00 og streames direkte.