Litteratur

Caspar Eric vinder Weekendavisens Litteraturpris 2025

For sjette gang er Weekendavisens Litteraturpris gået til en digtsamling. Denne gang er det Caspar Erics indignerede og håbefulde handicapdigte i samlingen "Crip", der hædres, og han sætter dermed fornemt punktum for sin karriere som digter.

Af biblioteket

Foto: Petra Kleis, 2025

Med udgangspunkt i sin cerebrale parese beskriver Caspar Eric vilkår, diskrimination og stigmatisering af mennesker, der lever med et handicap. Siden sin debut har han skrevet ømt, indigneret og rasende om at være handicappet i Danmark. Med "Crip" afrunder Caspar Eric sin digterkarriere.

Jeg drømmer om at blive set. Det er bare det.

"Crip" er en digtsamling om, hvad det vil sige at være handicappet i dagens Danmark. Om hvorfor det er nemmere for os at snakke om aktiv dødshjælp end livshjælp. Og om hvorfor mødre igen og igen må råbe op, uden at nogen svarer. Men det er også digte, der forsøger at finde nye håb og veje for mennesker med en anderledes krop. 

Caspar Rest in Peace

Caspar Eric har udtalt, at dette bliver hans sidste digtsamling, og at "Crip" (fra engelsk: cripple, krøbling) også står for Caspar Rest In Peace. Caspar Eric har markeret sig som et vigtigt talerør for den oversete del af befolkningen med handicap. Vi får forhåbentlig hans skarpe og velplacerede ord at se i andre sammenhænge.