12 år og forfatter: Olaf har udgivet bog om sin store passion
Allerede som 12-årig har Olaf gjort noget, mange kun drømmer om: han har skrevet og udgivet sin egen bog. Bogen handler ikke bare om biler – den fortæller også historien om en passion, der begyndte helt tilfældigt og voksede sig større og større.
Af Rikke
Olaf Kirkegaard Feldmann på 12 år går i 5. klasse på Ebberup Skole, og han har en helt særlig interesse. For mens mange er glade for biler, har han taget fascinationen til et højere niveau. Han er gået til tasterne, og har skrevet og udgivet sin helt egen bog: ”Olafs bilunivers – Strøjers biler”. En bog der nu står fire eksemplarer af på AssensBibliotekernes hylder.
Men hvordan kan det være, at en 12-årig lokal dreng har skrevet sin egen bog, og hvorfor handler den lige om biler? Svarene kommer her:
En Nissan startede det hele
Olafs fascination af biler startede i julen 2022, hvor han første gang så et billede af en Nissan GT-R. Det var kærlighed ved første blik. Han fandt bilen i et blad og begyndte hurtigt at undersøge den nærmere på internettet. Kort efter opdagede han en YouTube-kanal om biler, og derefter så han sig aldrig tilbage igen. En passion for biler var født.
Kort efter skiftede favoritten dog, da Olaf faldt for en klassisk sportsvogn: Porsche 930. For Olaf handler det nemlig ikke kun om fart og teknik, men det er især bilernes historie og design, der fascinerer ham.
Drømmen tager fart i Strøjer Samlingen
En vigtig milepæl i Olafs bilinteresse var mødet med Strøjer Samlingen. Da han først fandt ud af, at man faktisk kunne besøge samlingen, var han fast besluttet på at komme derud og se alle de flotte biler på tætteste hånd.
Besøget blev en oplevelse, der gjorde et stort indtryk, og han beskriver selv besøget således:
- ”Det var jo som paradis.”
Olaf fik endda lov til at sidde i en Ferrari, og hans begejstring gjorde indtryk på samlingens ejer, Jørgen Strøjer. Det her blev startskuddet til en relation, der senere skulle føre til en bog.
Fra bilmagasin til bog
Olafs bog startede faktisk ikke som en bog, men som et lille bilmagasin han selv lavede. Han kontaktede Jørgen Strøjer med spørgsmål til et interview og brugte svarene i sit magasin. Jørgen Strøjer var så begejstret, at han delte det på sociale medier, og snart efter kom ideen om at udvide magasinet til en rigtig bog.
Olaf gik i gang med at skrive alle teksterne til bogen, finde de rigtige billeder af alle bilerne, interviewe Jørgen Strøjer og ikke mindst lave hele layoutet til bogen på sin computer.
Hele processen passede Olaf ganske godt.
”Jeg synes, det er sjovt at skrive det ned, man ved om en bestemt ting.”
Efter fire måneder var bogen færdig og klar til udgivelse.
En bog, der bliver bemærket
I dag bliver Olafs bog blandt andet solgt hos Strøjer Samlingen og boghandlere. Succesen kan også mærkes i hverdagen, og især i skolen, hvor mange gerne vil have fingrene i bogen.
Selvom han er stolt, er Olaf bevidst om at finde balancen mellem stolthed og ydmyghed.
”Jeg er stolt af mig selv over det. Og man må gerne være stolt, man skal bare ikke prale for meget."
Store drømme om både biler og bøger
Ikke overraskende drømmer Olaf om en fremtid med biler, og det kan måske være som YouTuber, samler eller forhandler. Og når det kommer til drømmebilen, er ambitionerne heller ikke små: Porsche 930 Turbo eller Aston Martin DB5, som er kendt fra James Bond.
Hvis der skal blive råd til en af de biler, skal der nok sælges mange bøger, og Olaf har allerede planer om en ny bog. Idéen er en mere lokal bog med titlen “Vis mig din bil”, hvor han vil opsøge bilejere og fortælle deres historier. På nuværende tidspunkt er det blot en ide, men med hans gåpåmod er der vist ikke langt fra ide til bog.
Et råd fra en ung forfatter
Hvis andre unge går og drømmer om at skrive en bog, har Olaf et klart råd:
“Man skal være kildekritisk og sørge for, at det man skriver, er rigtigt.”
Det er måske netop denne seriøse tilgang, der har gjort, at 12-årige Olaf allerede kan kalde sig forfatter.
”Olafs bilunivers – Strøjers biler” kan lånes på AssensBibliotekerne. Kig forbi eller reserver den herunder: